Det er en vigtig beslutning at sige ja til et nyt job, og derfor har vi en grundig ansættelsesproces. Den skal nemlig give dig og os det bedst mulige grundlag for at træffe den rigtige beslutning.
Din ansøgning
Når du sender din ansøgning til os, får du kort efter en bekræftelse på e-mail om, at vi har modtaget den. Efter ansøgningsfristen får du igen en e-mail fra os, der fortæller, om du er inviteret til en samtale.
Den første samtale
I første omgang holder vi en indledende samtale med en række ansøgere. Formålet er at introducere dig til Danica Pension og Danske Bank-koncernen, som vi er en del af, og give dig et bedre indtryk af de konkrete opgaver, dine ansvarsområder og mulighederne i jobbet. Formålet er også at høre om dine erfaringer, din motivation og dine mål. Og så kan du naturligvis bruge samtalen til at vurdere, om jobbet og Danica Pension er noget for dig. For vores vedkommende bruger vi den første samtale til at finde ud af, om du har de rette faglige kompetencer, og om vi matcher hinandens forventninger i forhold til opgaver og ansvar. Ved den første samtale vil vi også meget gerne høre om din baggrund og dine resultater frem til nu.
Test og uddybende samtale
Hvis du går videre i forløbet, inviterer vi dig til en uddybende samtale. Her går vi i detaljer omkring din profil og får indblik i dine personlige præferencer i en arbejdssituation. Det er også her, du stiller uddybende spørgsmål til os, til jobbet og til afdelingen. På den måde får vi et bedre grundlag for – hver især – at træffe en beslutning om et fremtidigt samarbejde.
Før den uddybende samtale beder vi dig om at deltage i en erhvervsrettet personlighedstest. Den foregår online, så du kan sidde i ro og mag og besvare spørgsmålene. Til samtalen får du en personlig tilbagemelding på testen og mulighed for at kommentere dine testresultater. Testen fungerer som et dialogværktøj og kommer aldrig til at stå alene, når vi vurderer dig.
Referencer
Forud for en endelig beslutning om at tilbyde dig jobbet, henter vi referencer fra dine tidligere arbejdsgivere.
Ansættelse eller ej
Det er den leder, du har mødt ved samtalen, som beslutter, hvem der skal ansættes, og du får mundtlig besked, uanset om du får jobbet eller ej.