Afkast tilbage på sporet

November, 2015
 
 
Af investeringsdirektør Anders Svennesen

Markederne er tilbage på sporet efter aktieuroen i august og september. Vi ser igen pæne positive afkast for alle pensionsopsparere. Opsparinger med høj risiko har oplevet de højeste afkast, da det specielt har været aktiemarkedet, der har oplevet de store kursstigninger.
 
Danica Balance middel risikoforløb har i år givet et afkast på mellem 3,5 og 7,7 procent afhængig af, hvor lang tid man har til pension. Kunder med Danica Link har opnået et afkast på mellem 3,8 og 10,2 procent.

Se afkast for de seneste 10 måneder
 
Siden halvårsskiftet har Danica Pensions porteføljer klaret sig godt i forhold til markedet, og vi har draget fordel af de lave aktiekurser mod slutningen af 3. kvartal, hvilket har bidraget til de pæne afkast i oktober. Det er glædeligt at se, at nogle af de nye tiltag allerede bærer frugt.
 
Vi forventer resultater af ny investeringsstrategi i 2016
Der er siden sommeren arbejdet hårdt på at gennemføre den sidste del af den nye investeringsstrategi, som skal sikre den fornødne fleksibilitet til at skabe et stabilt afkast, der er blandt markedets bedste.
 
Arbejdet munder ud i en ny version af Danica Balance, der gør det muligt løbende at justere porteføljerne i forhold til markedsudviklingen og sikre porteføljerne i forhold til større udsving. Det øger robustheden og giver et bedre afkast i forhold til investeringsrisikoen. Ambitionen er, at vi allerede i 2016 ser effekten af den indsats, vi har lagt gennem det seneste halvandet år.
 
Stabil global økonomisk vækst
Uroen på aktiemarkedet er aftaget, og aktiekurserne har rettet sig i november. Risikoen for en pludselig afmatning i verdensøkonomien er formindsket. De økonomiske udsigter for Kina stabiliseres, og samtidig er frygten for en stor kinesisk devaluering aftaget. Ændringen i den kinesiske valutapolitik medio august er således ikke fulgt op af store devalueringer. Det bidrager også til optimismen, at Den Amerikanske Centralbank signalerer, at den har så stor tillid til fremtiden, og at den overvejer renteforhøjelser i december.
 
Optimismen i Tyskland ligger fortsat på et højt niveau. Den største risiko for økonomien i øjeblikket er den sløje udvikling i forbrugerpriserne, hvilket specielt er en udfordring for gældsprægede økonomier. Den Europæiske Centralbank forventes derfor at sænke renten i december.
 
Der er ikke umiddelbare tegn på negative overraskelser i den kommende periode. Men da markederne fortsat er afhængig af lempelig pengepolitik fra centralbankerne, skal man være indstillet på, at der kan komme større markedsudsving, som var tilfældet i august og september.

Hent artiklen her i PDF