Positive vinde på afkast i februar

Marts, 2016
 af investeringsdirektør Anders Svennesen
 
 
Siden midten af februar har de finansielle markeder været præget af mere positive vinde efter kraftige kursfald i starten af det nye år. Kundernes afkast er derfor også forbedret siden ultimo januar.
 
I februar har Danica Balance Mix middel risikoforløb givet et afkast mellem -0,1 og -0,7 procent for mellem 5 og 30 år til pension. Sammenlignet med markedet generelt ligger Danica Pension i den øvre del. Den større fleksibilitet vi har fået i Danica Balance Mix gør, at vi hurtigt kan tilpasse vore porteføljer under for eksempel den aktieuro, vi har set her i 2016.
 
 

 
Alle nye kunder tilbydes Danica Balance Mix fra januar 2016. Derudover vil eksisterende kunder blive kontaktet i løbet af 1. halvår 2016 med henblik på at overgå til Danica Balance Mix.

Bedre amerikanske nøgletal og en aktiv Europæisk Centralbank
Der har den seneste tid været bekymring for væksten i USA. Det er vores vurdering, at USA ikke er på vej i recession. Den amerikanske forbruger nyder godt af lav ledighed, pæne lønstigninger, fremgang på boligmarkedet og lave oliepriser. Der er dog intet, der tyder på, at amerikansk vækst når samme høje niveau som tidligere. Produktivitetstilvæksten og investeringer er fortsat yderst afdæmpede.
 
Det understøtter også markederne, at den Europæiske Centralbank i sidste uge nedsatte sin rente til det laveste nogensinde og samtidig markant forøgede sine obligationsopkøb.
Vi forventer derfor fortsat, at 2016 samlet set giver et fornuftigt afkast dog mindre end i 2015. Vi foretrækker fortsat europæiske aktier frem for amerikanske og emerging markets.
 
Vores andel af virksomhedsobligationer er øget
I et scenarie med afdæmpet økonomisk vækst er virksomhedsobligationer et  interessant investeringsaktiv og specielt virksomhedsobligationer udstedt af olieselskaber og banker.
 
Renten på netop disse papirer steg i takt med olieprisfaldene og den stigende finansielle usikkerhed. I Danica Balance blev  beholdningen af erhvervsobligationer i netop olie- og banksektoren øget. Renten er siden faldet, og yderligere investeringer vil i givet fald være af mere langsigtet karakter.  
 
Den seneste tids store markedsudsving viser vigtigheden af Danica Pensions nye investeringsstrategi, hvor der satses på alternative investeringer, som tilbyder et mere attraktivt forhold mellem afkast og risiko end traditionelle børsnoterede aktier og obligationer. Danica Pension har i 2016 blandt andet investeret i it-selskabet  Netcompany og teknologivirksomheden Glycom, der producerer tilsætningsstoffer til modermælkserstatning og sælger til den globale fødevarevirksomheden Nestlé.