Danicas afkast blandt de bedste i år

 
September, 2016

Ny strategi har ifølge investeringsdirektøren i Danica Pension båret frugt for kunderne.

Der er glæde på pensionskundernes vegne i Danica Pension i øjeblikket.

”Ser vi på tværs af det danske marked for kommercielle pensionsselskaber, ligger vi med et afkast på 4,8 pct. blandt de bedste i Danmark,” fortæller Danica Pensions investeringsdirektør Anders Svennesen.

Tallet er opgjort fra januar 2016 til og med august måned for det mest udbredte pensionsprodukt i Danica Balance med middel risiko og 15 år til pensionering. Men også Danica Balance-produkter med andre risikoprofiler og løbetider har leveret afkast, som Anders Svennesen er godt tilfreds med (se afkast her​​​).

Overordnet set har det ellers været et år med udfordringer på de finansielle markeder:

”Året begyndte med meget store kursfald på de globale aktiemarkeder, og i juni oplevede vi nye kursfald omkring briternes EU-stemning. Der har også været stigninger undervejs, men alt i alt har 2016 indtil videre ikke været et særlig godt aktieår, og det er blandt andet i det lys, at vi er godt tilfredse med de samlede afkast på vores kunders pensionsopsparinger,” siger Anders Svennesen.

Danica Balance-produkterne med størst andel af aktier er dem, der generelt har klaret sig mindst godt i år. Det gælder ikke mindst produkterne med meget lange løbetider, der som hovedregel har en større andel aktier. Alle Danica Balance-produkter har dog leveret positive afkast.

Ny strategi har båret frugt
Han giver en ny investeringsstrategi i Danica Pension en stor del af æren. Tidligere bestod den enkelte kundes pensionsopsparing i Danica Balance af en kombination af to fonde – fonden Defensiv med hovedvægt på obligationer og fonden Offensiv med hovedvægt på aktier.

Fordelingen mellem de to fonde i den enkelte kundes pensionsopsparing afhang af kundens ønskede risikoprofil samt tid til pensionering. Jo større risikovillighed og jo længere tidshorisont, jo større andel af Offensiv-fonden. 

Vores konkurrenter benytter samme model, men som noget nyt i Danmark har vi i år introduceret en tredje fond, som vi kalder Mix. Her har vi bedre mulighed for at målrette investeringerne til de aktivklasser, hvor vi vurderer, at kunderne får det mest attraktive forventede afkast i forhold til risikoen, og samtidig har vi mere fleksibilitet til at udnytte de store udsving i markederne til kundernes fordel,” forklarer Anders Svennesen og tilføjer, at sådan en strategi naturligvis også kan give tab. 

Flere succeshistorier i ny fond
Netop den nye Mix-fond har bidraget mest til Danica-kundernes afkast i år. I Mix-fonden blev der blandt andet købt billigt op i aktier efter de store kursfald i begyndelsen af året og solgt ud af aktier igen til højere kurser inden det britiske Brexit-valg. Samtidig fylder såkaldt alternative investeringer en betydelig del i Mix-fonden og har ifølge investeringsdirektøren givet gode afkast i år.

”I Mix-fonden yder vi blandt andet lån direkte til veldrevne danske virksomheder, og her har vi mulighed for at få meget attraktive rentesatser på lånene – også set i forhold til den risiko, der efter vores vurdering er forbundet med at yde lånene. Det skyldes blandt andet ny lovgivning, der gør det sværere for virksomheder at optage tilsvarende lån i bankerne,” siger Anders Svennesen.

Som investeringsdirektøren udtrykker det, giver den nye strategi med tre fonde samlet set bedre muligheder for aktiv forvaltning af kundernes pensionsopsparinger i bestræbelserne på at give den enkelte kunde det bedst mulige afkast i forhold til risikoen.


Afkast i 2016 for de kommercielle pensionsselskaber

Afkast for aktivt forvaltede livscyklus-pensionsprodukter med 15 år til pensionering opgjort til og med august. Historiske afkast er ingen garanti for fremtidige afkast, der også kan blive negative.





Kilde: Morningstar, data opgjort for perioden 01.01.2016-31.08.2016. Afkast er efter omkostninger i fondene i pensionsprodukterne, men før pensionsafkastskat. Følgende produkter er sammenlignet for de respektive pensionsselskaber: AP Pension: AP Active, Danica Pension: Danica Balance, Nordea Liv & Pension: Nordea VP Aktiv, PFA Pension: PFA+ Profil B/C/D, SEB: SEB Markedspension 50-52 år, Skandia: Skandia Livscyklus, Topdanmark: Topdanmark Profilpension.


5 års afkasthistorik​



Kilde: Pensionsselskabernes hjemmesider pr. 27.09.2016. Skandia, Nordea Liv & Pension og SEB har ikke fuld 5 års historik for de pågældende produkter. Afkast er efter omkostninger i fondene i pensionsprodukterne, men før pensionsafkastskat.


 
Andre artikler i nyhedsbrevet:

​​​