Politiske begivenheder har været i fokus

 
August, 2016
af Investeringsdirektør Anders Svennesen
 
 
I juli måned har pensionsopsparinger opnået fornuftige afkast set i lyset af reaktionerne på markederne efter Brexit. Kunder med høj risiko og lang tid til pension har fået de bedste afkast i juli. Når vi ser på år til dato 2016, er der pæne positive afkast for alle opsparinger. Alternative investeringer fortsætter med at generere solide afkast.

Figur: Afkast for Danica Balance i juli
 
 



Stigende aktiekurser henover sommeren
Det har været en begivenhedsrig sommer, hvor især politiske begivenheder har været i fokus på de finansielle markeder og bidraget til kursudsvingene. Storbritannien stemte for at forlade EU, mens der har været forsøg på statskup i Tyrkiet. Trods disse usikkerhedsmomenter er aktiekurserne samlet steget over sommeren, kreditobligationer har givet et pænt afkast, og statsobligationsrenten er faldet. Årsagen til de positive markeder er en kombinationen af en yderst lempelig pengepolitik, og at de første konsekvenser af den britiske afstemning har været mindre negative end ventet i Europa.

Det er vores vurdering, at pensionsopsparingerne er kommet fornuftigt gennem markedsuroen, blandt andet fordi vi har fået større fleksibilitet i Danica Balance. Dette gør, at vi kan beskytte porteføljerne mod tab, og at vi hurtigt kan tilpasse vores portefølje til de forhold, der hersker på markedet. Egenskaber der også bliver nødvendige resten af året, som tegner til at blive mindst ligeså begivenhedsrigt, som sommeren har været.

På den politiske front er der amerikansk præsidentvalg og en italiensk folkeafstemning om ændringer til den eksisterende forfatning. Hvad angår makroøkonomien får vi at se, hvor meget den britiske EU-afstemning vil reducere investeringsomfanget og forbruget i Storbritannien og Europa.  Samtidig bliver det spændende at se, om væksttempoet i den amerikanske økonomi i andet halvår forøges yderligere. Af afgørende betydning for markederne bliver den amerikanske centralbanks kommunikation og beslutning angående den amerikanske pengepolitik. 

Samlet set forventer vi kun relativt beskedne afkast for resten af året. Med de seneste års store prisstigninger på de fleste aktivklasser, er det begrænset, hvor stor betaling investorer får for at påtage sig risiko fremadrettet. Samtidig bliver jordens befolkning ældre, der er næsten ingen inflation, produktivitetsvæksten er lav, renterne er lave, der foretages ikke så mange nye investeringer, og så tyder det på, at der er ved at ske en deglobaliseringstrend. Vi følger markederne tæt og vil forsøge at udnytte eventuelle kursudsving til at skabe merafkast. Samtidig vil vi fortsætte jagten på alternative investeringer, som tilbyder fordelagtige risikojusterede afkast.