Positive afkast i april

Maj 2016
 
Af investeringsdirektør Anders Svennesen
 
April har givet positive afkast til alle pensionsopsparinger, og der er for hele året positive afkast for pensionsopsparinger med 15 år eller mindre til pension. For opsparinger med længere tid til pension er afkastene fortsat negative, da disse blev hårdere ramt af svage aktiemarkeder i starten af året.

Alternative investeringer fortsætter med at generere solide afkast. Det samlede afkast i Danica Balance befinder sig i toppen af markedet i 2016.


Figur 1: Afkast for Danica Balance i april
 
 
Roen har sænket sig over de finansielle markeder, men hvor længe?
Roen har atter sænket sig over de finansielle markeder efter store kursudsving i årets første måneder. Der er dog stor sandsynlighed for, at vi igen vil opleve større kursudsving i den nærmeste fremtid. Samlet set forventer vi fortsat positive afkast i 2016, omend lavere end afkastene i 2015.

Afstemningen om Storbritanniens medlemskab af EU og pengepolitikken i USA og Euro-området er i fokus de kommende måneder og kan være medvirkende årsag til nye kursudsving. Et flertal for britisk udtræden af EU – hvilket vi ikke forventer vil ske – vil være negativt for britiske og europæiske aktier.

Markedet er blevet mere følsomt over for ændringer i den amerikanske pengepolitik. Enhver stigning i den korte rente forventes at give anledning til større kursbevægelser på aktie- og obligationsmarkedet. En af konsekvenserne af dette er, at vi ikke forventer, at Den Amerikanske Centralbank hæver renten særlig meget. Kreditobligationer er fortsat vores foretrukne aktiv, men efter en stærk performance i de seneste måneder er vi ikke helt lige så positive som tidligere. 

Attraktive alternative investeringer
Danica Pension begyndte i 2014 at opdyrke nye investeringsområder, der fremadrettet kan sikre attraktive afkast i en tid, hvor de forventede afkast på især obligationsmarkedet er presset i bund. Her er alternative investeringer særligt interessante. Alternative investeringer dækker over investeringer i infrastruktur, gældsinstrumenter, skov og i unoterede virksomheder. Vi prioriterer alternative investeringer højt. Samlet vurderer vi, at alternative investeringer har mere attraktive afkast for den underliggende risiko sammenlignet med de likvide aktie- og obligationsinvesteringer.

Kendetegnende ved alternative investeringer er, at der typisk er tale om komplicerede investeringer, der kræver kapital af en vis størrelse samt ressourcerne til at gennemføre de meget omfattende analyser, som det kræves for at kunne vurdere den underliggende risiko.
 
Spørgsmålet om risiko dukker ofte op, når vi taler om alternative investeringer. Det er klart, at alternative investeringer typisk ikke er så omsættelige som tilsvarende børsnoterede aktiver, og at prisfastsættelsen normalt er behæftet med større usikkerhed. Det er derfor, at alternative investeringer er oplagt til Danica Pension. Vi har størrelsen og dermed ressourcerne til det omfattende analysearbejde. Og så er vi en del af en stor koncern, som er med til at finde de mest interessante investeringer. Størrelsen af Danica Pensions portefølje betyder også, at det er muligt at skabe en diversificeret portefølje af alternative investeringer, hvormed man undgår at løbe en stor risiko på enkelte selskaber.

De alternative investeringer, vi har foretaget, har klaret sig flot i år, og vi forventer, at omfanget af alternative investeringer vil stige yderligere
 
 
 
 
 
Læs også de andre artikler fra nyhedsbrevet